Kompostpladsen er ryddet op

Kompostpladsen er ryddet op

Kompostpladsen har været min dårlige samvittighed i årevis. Når jeg havde lidt for travlt, mens jeg stadig arbejdede, var det tit her, at jeg sprang over, hvor gærdet var lavest. Samlebunken blev megastor, kompostbunkerne fik lov til at ligge uden at bliver stukket om i tide osv. Og alt muligt med gamle presseninger, opbindingspæl og bambuspinde hobede sig op i et hjørne. Skvalderkålen bredte sig, suppleret med kulsukker.

Siden 1. april 2016 har jeg haft bedre tid til haven, og der er blevet ryddet op mange steder i haven. Nu er der også ryddet op i bund på kompostpladsen. Og der er lavet plads til at sætte sneglehegn op rundt om kompostpladsen. Hvor fantastisk, når jeg ser på nu bagefter.

Kompostpladsen set fra det nordvestlige hjørne af haven.
Kompostpladsen set fra det nordvestlige hjørne af haven.
Nu kan jeg forlænge snoren til at sætte sneglehegn op langs med hen mod det store kastanjetræ.
Nu kan jeg forlænge snoren til at sætte sneglehegn op langs med hen mod det store kastanjetræ, og derfra mod venstre bagved kompostbunken.

Det er slet ikke så dårligt engang imellem at blive tvunget til at rydde op i haven. På billedet ovenfor er der endnu et område med skvalderkål, der skal fjernes, da denne firkant ligger som en ø med skvalderkål, der breder ud til siderne konstant. Måske bliver det afdækning i stedet for opgravning, da æbletræets rødder ikke bliver ødelagt med den metode. Det lille surkirsebærtræ midt i billedet bør også flyttes, så det kan udvikle sig.

Ikke mere om kompost og kompostplads. Videre til næste anlægsopgave – klargøring af nyt hindbærbed i et bed med kål. Det var ikke planlagt fra foråret af, så her stod desværre vinterkål.

Kålbedet som fra nu af skal være bed med sommerhindbær. Bagved et nyplantet hindbærbed og bagerst med gule efterårsblade det hindbærbed, som blev plantet sidste efterår.
Kålbedet som fra nu af skal være bed med sommerhindbær. Bagved et nyplantet hindbærbed og bagerst med gule efterårsblade det hindbærbed, som blev plantet sidste efterår.

Kålene er January King og nogle savojkål, foruden nogle Summer Purple broccoli – en sommerudgave af de overvintrende broccoli. Jeg har høstet en del hoveder på Summer Purple her i efteråret, og måske kunne de være fortsat med at give lidt. Men nu måtte de lade livet. De var blevet 1,5 m høje og var blevet lagt ned for at kunne være under bionettet. Skal de dyrkes igen, skal de plantes sammen med blomsterkål og de overvintrende broccoli, som alle bliver så høje, at de skal dækkes med 3,6 m bredt bionet.

Jeg gravede alle kålene op. De tre January King med fuldt udvoksede hovedet blev høstet og lagt ind i drivtunnelen. De andre January King og savojkål var blevet plantet sent ud, og de var ikke med fuldt udviklede hoveder, og når det næppe. Kassere planter er ikke min stærke side, så de blev plantet i bedet med Filderkraut kålene, hvor der var blevet høstet planter. Så var de væk uden at ende i den ny samlebunke på kompostpladsen.

January King til venstre, savojkål til højre.
January King til venstre, savojkål til højre.

Bedet havde været dækket med ålegræs, som jeg nu kunne rive sammen og komme på som supplerende jorddække på nabobedet med blomsterkål og overvintrende broccoli. Dækket med ålegræs har betydet, at der næsten ingen ukrudt har været på bedet hele sommeren, så det var let at gå til.

Jeg nåede at få løsnet jorden med gravegreben, og det lykkedes både at kultivere jorden og rive den. De mange kålplanter har åbenbart brugt en del vand. Mens tusmørket sænkede sig og med udsigt til regn de næste par dage, dækkede jeg jorden til med en pressening, så den er let at plante i, når det igen giver nogle timer med tørvejr. Det skal helst nås, inden der kommer vintervejr til næste weekend.

Planterne står og venter i to gamle hindbærbede fyldt med skvalderkål. De bede skal nedlægges og skvalderkålen skal fjernes. Det ene bed skal sneglehegnet følge hen til udhuset, hvor det skal slutte.

Uroligt så mange ting sådan et sneglehegn kan føre med sig. Men nu mangler der ikke mange meter, før hele randzonen, det skal stå i, er ryddet – godt 100 m ialt.

 Dagens sidste gøremål i haven var at høste det eneste blomkål, som er blevet til noget – endnu. Det er ikke ret stort, men det smagte rigtig dejligt. Det er sorten Nuage. De to andre sorter af blomkål er først lige begyndt at danne hovede, så de når det nok ikke. Erfaringen er, at de skal sås lige efter sankthans næste år.

January King til venstre, savojkål til højre.
Det blev kun til et lille blomkål.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Denne hjemmeside bruger cookies. Hvis du fortsætter med at bruge siden, accepterer du brug af cookies.  Læs mere