Ikke helt klar til at plante ud på fredag

På lørdag får vi køligt vejr med regn – og selvfølgelig er der ærgerligt, at det rammer pinsen, men vi mangler regn og dage med godt plantevejr. Jorden er virkelig tør.

De fleste bede er nu ved at være plantet og sået til.

De fleste bede er nu ved at være plantet og sået til.

Jeg planlægger at plante ud fredag – i tørvejr. Planterne er store nok, og de har stået ude til afhærdning i  en god uges tid. Derfor har jeg ret travlt med at få alle de bede gjort klar og gødet, inden fredag. Lige nu mangler jeg kun et porrebed, et halvt kålbed og et bed til forkultiverede løg og forårsløg. Hvis jeg kan nå det i morgen, graver jeg plantehuller om aften og fylder dem op med vand, så der er god fugtig jord at plante i.

Jeg har de sidste dage flyttet redskaber til nye steder i haven mange gang ved at lægge dem i trillebøren og køre afsted. Og pludselig skrider  det hele og redskaberne vælter ud til siden. Ved et tilfælde fik jeg i går lagt redskaberne, så greben låste de andre sammen. Ideen er hermed  givet videre.

Greben kan bruges til at låse de andre redskaber, når de køres i trillebøren.

Greben kan bruges til at låse de andre redskaber, når de køres i trillebøren.

Drivhuset står i øjeblikket helt åbent midt på dagen for at holde temperaturen nede. Selleriplanterne blev plantet ud for bare 5 dage siden, og efter udplantningen lå planterne hen ad jorden. Nu står de op igen og er ved at sætte nye blade. Jeg har haft dem dækket over med fiberdug midt på dagen, og så har  jeg langsomt fjernet det flere og flere timer morgen og aften.

Selleriplanterne står igen på og er ved at sætte nye blade.

Selleriplanterne står igen op og er ved at sætte nye blade.

Det er en fryd at se på stangbønnerne, som spirer frem den ene hurtigere end den anden. Det varer ikke lang tid før de skal plantes ud – om en god uges tid, hvis ellers vejret tillader det. Men først skal jeg lige have anlagt et nyt bed til dem – det står i knæhøj skvalderkål lige nu.

Stangbønnerne spirer godt i det lune drivhusa.

Stangbønnerne spirer godt i det lune drivhus.

Dagens selvforsyning: Purløg på æggemaden, zittauerløg til sildemaden og til aften en håndfuld aparges og et bundt forårsløg. I øvrigt de eneste forårsløg i år. Det laver jeg om på, da det jo netop er en god afgrøde i april måned. Jeg har en hel kasse forårsløg til udplantning, og en del af dem skal fredes til næste forår, hvor hvert overvintret forårsløg danner 2-7 forårsløg.

Forårsløg og asparges.

Forårsløg og asparges.

Nå ja, og så selvfølgelig radiser. De står helt nede bagerst i haven, så vi har indført en regel med, at når man henter radiser, så tager man en kande vand med og giver dem noget vand. Ellers bliver de meget hurtigt træede og for stærke.

Min mand vander radiser, inden han trækker en håndfuld.

Min mand vander radiser.

Og så dagens sjove – plantefamilier er lidt en by i Rusland for min mand, så nu har han indført to nye: spisefamilien og pyntefamilien. Han foretrækker klart planter af førstnævnte.

Lignende indlæg om min have

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

10 kommentarer

  • SVAR

    Karna, er det røde pibeløg du bruger til forårsløg? De er jo flerårige.

    • SVAR

      Jeg har købt dem som røde forårsløg. Jeg tror det er sorten Toga, som min datter lige har givet mig et brev frø af. Det er frø fra Sperli. der står at den er vinterhårdfør, men det er forårsløg jo også.

      • SVAR

        Nu fik jeg lige set ordentlig på min nye pose med Toga – det er Allium fistulosum, altså pibeløg. Det er jo vigtigt af hensyn til placering i haven. Men jeg er ret sikker på at dem på billedet er købt som røde forårsløg. Jeg kan se, at Albertines har en rød forårløg Red Italian, men det var ikke den, jeg såede.

  • SVAR

    Ja vi trænger til vand i haven nu, så godt hvis der kommer regn. Men hold op hvor det også skyder op i min køkkenhave! Det er så skønt lige nu, når det pipler op med spiselige ting. Jeg ser meget frem til kartoflerne i år. Hav en skøn dag.

  • SVAR

    øh nååeeee, jeg havde glemt hvordan bønner ser ud når de kommer op…. så er det nok et par glemte kartofler fra sidste år, der er dukket op i mit bondebønne bed….. så kommer bønnerne nok ikke…. jeg venter et par dage og så sår jeg nogen nye hi hi

  • SVAR

    Sikke en god idé at forvande såbedet aftenen inden, når det er meget tørt!

  • SVAR

    Tak for fine indlæg!
    Hvad gøder du dine bede med så kort tid før plantning? Kompost?

    • SVAR

      Jeg har slet ikke kompost nok til min store køkkenhave. Meget af komposten bruges til så- og plantejord, og til tomater i drivhus og på friland. Jeg bruger gødning fra Farmergødning. Bedet til at plante løg i fik dels komposteret kyllingegødning, dels Økologisk havegødning. Og så regner jeg ud, hvor meget der skal bruges til stykket i forhold til afgrødens norm for kvælstof. Indholdet står på poserne.Se kvælstofbehovet her: http://www.havenyt.dk/artikler/dyrkningsmetoder/goedning/319.html

  • SVAR

    Hej Karna
    Sikke en fantastisk side.
    Jeg følger dig dagligt og prøver at gøre det samme som dig i haven. Du er en kæmpe inspiration og hjælp, til en nybegynder i køkkenhaven (dog på 3. år, men der er altid noget der ikke lykkedes).
    Næste år har jeg valgt at købe nøjagtigt de samme frø som dig, og følge dig 100% hele året, så jeg også får opbygget noget erfaring.
    Mange tak.
    Mette

    • SVAR

      Jeg er beæret af, at du vil følge mig så nøje, men du skal være opmærksom på, at vejret og jorden ikke er ens i to haver. Næste år skal jeg nok tage noget planlægning med ind i det tidlige forår.