Kål i haven sidst i marts

Jeg satser benhårdt på at være selvforsynende med kål hele året og håber på, at det lykkes i år. Det har i hvert fald lykkedes til nu. Jeg har stadig nogle hvidkål og rødkål tilbage. De er for nogle uger siden flyttet fra en kule i drivtunnelen og ud i en ditto på friland. Men ærligt talt, så skinner forårssolen nu, og gamle hovedkål fra kule er ikke så attråværdige lige nu. I drivtunnelen er der masser af frisk salat til salatskålen.

Vi har lige spist det sidste friskhøstede January King fra friland – sprødt og lækkert til salat. Og i går høstede jeg det sidste savoykål. Sorten Cantasa har været et godt bekendtskab i den milde vinter – alle har overlevet. Men nu er de på vej i stok – de sidste to var ved at sprække.

Sorten Cantasa har klaret vinteren godt.

Sorten Cantasa har klaret vinteren godt.

Et fint lille hovede, men det er begyndt at sprække.

Jeg havde fem kålplanter stående, som ikke nåede at danne hoved i efteråret. De er nu på vej i stok, men så bliver de i stedet for spist som kålskud. Jeg plukkede toppen af de to i går og nu kan jeg sikkert høste en masse lækre kålskud fra bladhjørnerne, inden hønsene skal have resten.

Kål på vej i stok – et sikkert forårstegn.

Der kommer mange små fine kålskud fra bladhjørnerne.

Der kommer mange små fine kålskud fra bladhjørnerne.

 

Sidste forår såede jeg Romanesco kål, som ifølge frøposen skulle have givet høst i efteråret. Planterne var store og flotte, og et enkelt hovede blev det til. Heldigvis har vinteren været mild, og jeg har en gang midt på vinteren kunnet høste et lille hovede. Til gengæld har vi her i marts i flere omgange spist lækre Romanesco hoveder. Dog blev der kun et rigtig stort, men de mindre var også lækre.

Romanesco har givet flere lækre hoveder her sidst i marts. Her to hoveder fra samme plante.

Romanesco har givet flere lækre hoveder her sidst i marts. Her to hoveder fra samme plante.

 

Det store Romanesco hovede fik noget lilla farvning. Dårligt billede - det er taget i tusmørke, da jeg hentede hovedet.

Det store Romanesco hovede fik noget lilla farvning, men smagen var fin. Dårligt billede – det er taget i tusmørke, da jeg hentede hovedet.

Jeg har også hele vinteren kunnet høste lidt broccoliskud, og nu har jeg lige høstet de første skud af vinterbroccoli. Dem glæder vi os til i april.

Der er også stadig en del vinterrosenkål tilbage, så lige nu bliver der spist mange rosenkål, for snart bryder de også ud i små kålskud. De smager heldigvis også godt. Derimod har jeg ryddet stykket med efterårsrosenkål, for her skal jeg snart sætte løg.

Kålplanterne fra bedene med efterårsrosenkål og savoykål gav en hel trillebørfuld til hønsene. Dog klippede jeg først rødderne af og deponerede dem i et buskads langt væk fra køkkenhavebede, hvor der skal dyrkes kål. Jeg gør det for at forebygge kålbrok.

Hønemor kan nu gå ud med kyllingerne i et stort netbur, så her fik de selvfølgelig også en rosenkålsstok sammen med en halv spand ukrudt til at skrabe i.

På kyllingernes 6. dag lærte hønemor dem at spise rosenkål.

Resten blev læsset af i hønegården, og så var der grønt til høner og hane resten af eftermiddagen.

Forårssol, høns og masser af kål - så kan det ikke blive meget bedre.

Forårssol, høns og masser af kål – så kan det ikke blive meget bedre.

Med hensyn til den videre forsyning af kål, så vokser det første hold spidskål, som blev sået sidst i juli, godt. Men jeg tror, at alle af sorten Hispi igen i år går i stok i stedet for at danne hoveder. Sker det, så er det slut med Hispi til overvintring. De andre sorter ser – endnu – ikke ud til at gå i stok, men er ved at begynde at danne hoveder.

De overvintrede blomkål, broccoli og spidskål, som stod i potter i drivtunnelen, blev plantet ud for nogle uger siden under fiberdug. De vokser rigtig godt og skal være med til at lukke The Hungry Gap.

 

Lignende indlæg om min have

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

2 kommentarer

  • SVAR

    Vi har forskellige sorter af flerårige kål (købt i en blandet pose, så jeg kender ikke sorterne)
    Men de sætter nye stængler ind til dagsfrosten og jeg har kunne høste friskt af dem i 2 ugers tid nu. Så måske det var et bud til din have.

    Jeg lader foresten kål larverne tage sin tørn, da den kommer så fint igen efterfølgende

    • SVAR

      Jeg har også flere slags flerårige kål. Det er kun den ene, som jeg har haft i flere år, så nu er jeg spændt på, om de andre også er flerårige.