Hylder til drivtunnel

Hylder til drivtunnel

Det er en rigtig god ide at sætte drivhuse og drivtunneler om efteråret. Så har man tid til at indrette det i løbet af vinteren. Nu er der ved at være hylder i mit, som blev sat op i oktober. Min mand har været flittig og lavet 12 tremmehylder, som ikke skygger så meget,  når (måske) der ikke står planter der. De er lavet i 1 m sektioner, så de kan fjernes enkeltvis, hvis der er behov for det. Måske skal der ikke være ret mange midt på sommeren.

De første hylder er lagt på plads.
De første hylder er lagt på plads.

12 m hyldeplads – det er den rene luksus. Og de er ganske gratis. Vi har fået en stor stak gulvbrædder af en god ven.

Bredden på hylderne er stor nok til, at mine plantebakker til rootraienere og små potter kan stå der. Lige nu står der kun en enkelt rootrainer med salatplanter, som skal overvintre og give tidlige nye salatplanter. De burde nok have været plantet ud, da de er mindre frostudsatte i jorden. Jeg mangler at gøre de allersidste kvadratmeter jord klar til at plante i, og her skal de plantes. Jeg har ventet med at plante, så rodklumpen når at blive gennemvævet af rødder, ellers tager planterne skade ved plantningen. Jeg skal lige have åbnet en kasette og set, om rodsystemet er stabilt nok. De dage, hvor der har været meget koldt og nattefrost, har de været sat ned på jorden og dækket med fiberdug

Salat i rootrainer i drivhuset i december.
Salat i rootrainer i drivhuset i december.

Der er stort set ingen tilvækst på salat- og kålplanter her i december, hvor dagene er meget korte. Måske vokser de orientalske bladgrønsager en ubetydelighed. Heldigvis er der nu kun 11 dage til lyset vender.

Derimod rører en stor rabarberplante i en spand på sig – den røde knop er lige bristet. Jeg forstår det ikke helt, for jeg mener ikke, at vi har haft det så koldt, at den har været udsat for den kulde, der skal til, for at rabarber kan drives. Men det er jo nok rabarberplanten, der ved bedst. Bladene satte den allerede i oktober, da jeg lige havde gravet den op. Den stod der, hvor drivtunnelen skulle være. Den var så stor og gammel, at den ikke kunne komme helt ned i spanden.

Rabarberplanten i spanden.
Rabarberplanten i spanden.
Selve den røde knop er ved at briste lige som den gør i det tidlige forår.
Selve den røde knop er ved at briste lige som den gør i det tidlige forår, men vi har jo også forårsvejr lige nu.

6 thoughts on “Hylder til drivtunnel

  1. Åh hvor ser det godt ud. Jeg er helt misundelig – både på din fine tunnel og din handyman, sådan en skulle flere af os ha’ 😉 Det må være dejlig at kunne gå der lunt og tørt på denne tid af året og komme på forkant. Tålmodighed er ikke en af mine spidskompetencer….

    1. Jeg er også rigtig glad for begge, dog mest for min mand. Jeg har nydt at gå derinde i regnvejr og gøre jorden klar, men jeg tror at jeg til enhver tid vil foretrække at gå ude i haven. Det er først og fremmest en udvidelse af dyrkningssæsonen. Glæder mig til at dagene bliver længere, så der igen kommer gang i væksten. Men inden skal jeg have lagt flisegang.

Skriv et svar til Birthe Skantorp Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Denne hjemmeside bruger cookies. Hvis du fortsætter med at bruge siden, accepterer du brug af cookies.  Læs mere