Hvor længe er der tomater?

Der er stadig mange tomater i drivhuset og på friland, men kartoffelskimmel og gråskimmel er et problem. Især udenfor, når de hver nat bliver så våde af dug i helt vindstille nætter.

I går måtte jeg på friland fjerne to hold tomater, som var meget angrebet af skimmel.

Karnas gule miniblomme har længe været angrebet, og jeg har fjernet masser af blade. Jeg plukkede de sidste modne frugter, som ikke havde skimmel, men de smagte slet ikke sødt og dejlligt, som ellers.

Dorenia har været ret resistent mod kartoffelskimmel, og bladene var faktisk stadig ikke særlig angrebet. De sidste uger har jeg fjernet nogle angrebne frugter, men også plukket mange fine tomater. Men nu blev der stadig flere angrebne. Derfor plukkede jeg resten af og fjernede planterne. Så må jeg se, hvor mange af dem, der modner – uden at der komme angreb på dem.

De sidste Dorenia plukkes.

De sidste Dorenia plukkes af planterne i bedet.

Jeg brude have fjernet Karnas gule miniblomme tidligere, for jeg har Dorenia et andet sted i haven, hvor der ikke er angreb på tomaterne. Begge steder har jeg også Mountain Magic, som ser ud til at være stort set resistent mod kartoffelsmimmel. I går fandt jeg dog en angreben frugt på en plante fra bedet med de gule og tæt på en gul plante.

En enkelt tomat på Mountain Magic er angrebet.

En enkelt tomat på Mountain Magic er angrebet.

Nu er jeg spændt på, hvor sent Mountain Magic og Dorenia kan modne på friland, for der er stadig grønne, fine frugter.

Her står både Dorenia (tv) og Mountain Magic (th) stadig fine og med mange tomater.

Her står både Dorenia (tv) og Mountain Magic (th) stadig fine og med mange tomater.

Foreløbig ser der ikke ud til, at der kommer nattefrost. Vi får nu blæsende vejr både dag og nat og ikke så lave nattemperaturer, så det giver bedre chancer for, at der stadig bliver modne tomater i drivhuset i de kommende uger, selv om det går langsommere med modningen.

I drivhuset er fjende nr. 1 kartoffelskimmel og gråskimmel, så jeg har vinduer og døre på vid gab både nat og dag. Indtil nu har jeg kun måttet fjerne alle blade helt på to sorter, som  var meget angrebet. Jeg er ikke i tvivl om, at  sortsvalget i forhold til kartoffelskimmel er vigtigt i drivhuset. San Marzano kommer ikke i mit drivhus igen, da den er meget følsom. Den tog en anden sort, som jeg ikke har navnet på, med i købet, så den ryger også ud af mit udvalg.

Favorita giver stadig mange fine modne tomater.

Favorita giver stadig mange fine modne tomater.

Der er mange grønne tomater stadigvæk.

Der er mange grønne tomater stadigvæk. Jeg fjerner løbende blade med lidt gråskimmel og gule blade, som henfalder. Men jeg afløver ikke mine tomater.

Gråskimmel er tilsyneladende et problem på alle sorter – her hjælper det kun at holde drivhuset mest muligt frit for fugt. Og det er lidt svært at holde planterne tørre, når de her sidst på sæsonen laver tomathimmel i toppen af drivtunnel og drivhus. Men det går overraskende godt, og med udsigt til mere vind om natten, så  tror jeg på  modne tomater lige til frosten kommer. Jeg har før høstet tomater på Toftegaards miniblomme i november oppe under taget. Jeg lader dem bare blomstre stadigvæk. Nogle år er det overraskende sent, at der dannes tomater, som kan modne eller plukkes grønne og eftermodne.

Det er altid de små tomater, der holder længst. De store bøftomater er næsten færdige – de sidste er ved at modne nu.

Tomathimmel i drivtunnelen.

Tomathimmel i drivtunnelen.

Agurker er der stadig en del af, men der er begyndt at komme angreb på bladene af agurkeskimmel. Jeg fjerner derfor de ældste og mest angrebne blade løbende.

En miniagurk, jeg ikke har set i tide - den har taget megen god energi fra planten. Øv.

En miniagurk, jeg ikke har set i tide, har lagt sig godt til rette på et profil. Den har taget megen god energi fra planten. Øv.

Der er lidt urskov over drivtunnelen. Min mand klager over, at han ikke kan gå oprejst mere for hængende tomatplanter.

Planterne er ved at overtaget drivtunnelen. Der er bundet et netværk af snore mellem profilerne, hvor planterne er bundet op til.

Planterne er ved at overtaget drivtunnelen. Der er bundet et netværk af snore mellem profilerne, hvor planterne er bundet op til. Forrest er det Toftegaards miniblomme, der hænger ned.

Lignende indlæg om min have

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

4 kommentarer

  • SVAR

    Wow det ser bare så lækkert ud med alle de planter i drivtunnelen! Magisk!

    • SVAR

      Tak. Jeg nyder det også. Heldigvis fortsætter det med planter hele året i drivtunnelen. Jeg har en masse planter på vej til at plante ud, når tomater m.m. bliver ryddet.

      • SVAR

        > Hej Karna. Sikke fin billeder og brugbare erfaringer, du deler.
        Jeg er meget nysgerrig på, hvad du mon planlægger for tunnellen her i vinterhalvåret. Mon du vil løfte lidt af sløret for det i et kommende indlæg? :)

        • SVAR

          Jeg har sået en masse planter, som skal udplantes, så snart tomater og agurker er færdige med at give mere. Jeg har masser af salat, asiatiske bladgrønsager, spinat, kepaløg,forårsløg og spidskål stående i rootrainer parat til at plante ud. Det bliver plantet om nok 14 dage, måske før.