Høst af yacon – i snevejr

Høst af yacon – i snevejr

Det har sneet hele dagen her på Lolland, og nu er alt derude dækket af godt 10 cm fin hvid sne. Inklusive mine æblekasser, som dog er dækket med fiberdug, så sneen ikke kommer ind til æblerne. Der er kun let frost, og der skulle komme tøvejr i morgen med lidt sol. Så i morgen bliver alle mine æbler flyttet ind i udhuset. Det burde jeg have gjort i går, men da så vejrudsigten for Vestlolland anderledes ud. Og der var mange andre ting, som skulle høstes og bringes i hus. Der skulle først lige ryddes op i forrådsrummet – utroligt meget kan finde vej til en tom plads hen over en sommer. Men nu er der plads til en snes æblekasser.

Sne på hortensiablomsterne.
Først på eftermiddagen var der lidt sne på hortensiablomsterne – nu kan man slet ikke se dem.

Det er underligt pludselig at se haven forvandet fra i går med smukke efterårsfarver og højt solskin til en hvid have. Det må være flot derude nu, og i morgen, når det bliver lyst, er det hele måske smeltet. Her er lige et par billeder fra i eftermiddags, mens det kun dryssede med sne.

Under to lag fiberdug står mine Filderkraut
Under to lag fiberdug står mine Filderkraut – tør jeg lade dem blive der?
Sne i køkkenhaven.
Køkkenhave med sne. Rosenkålen står fint, og under fiberdugen overlever de orientalske bladgrønsager forhåbentlig.
Drivtunnel med sne på - der var 5 grader derinde i dag.
Drivtunnel med sne på – der var 5 grader derinde i dag.

I dag var redningsaktion nr. 1 høst af min yacon. Det er en sydamerikansk knoldplante, som ikke tåler frost, så det var absolut sidste udkald for at få den gravet op og høstet knoldene. Dens botaniske navn er Smallanthus sonchifolius, og den er i familie med jordskok, hvilket man tydeligt kan se, når den blomster.

Yacon planten var blevet en stor og kraftig plante, og den har blomstret.
Yacon planten var blevet en stor og kraftig, og den har blomstret.

Jeg var godt klar over, at rodsystemet kunne være stort, så jeg gravede den løs med gravegreben i en diameter på 1 m for ikke at grave ind i knoldene. Det blev så stor en rodklump, at jeg ikke kunne løfte den op af jorden, men måtte begynde at fjerne jorden inde omkring knoldene, inden jeg kunne bære den ind i drivtunnelen. Drivtunnelen er faktisk nyttig som arbejdssted til mange ting. Her kunne jeg stille og roligt høste knoldene.

Planten er båret ind i drivtunnelen.
Planten er båret ind i drivtunnelen. Der er mange store knolde.

Det var svært at få knoldene vristet løs fra planten så langt inde, at  knoldene fik så lille en sårflade som muligt. De skal jo helst kunne lukke såret, så de kan holde sig hele vinteren uden at rådne. Jeg havde kun gravet ind i to knolde.

Knolde af yakon
Der var 2,7 kg velformede knolde – det er jeg meget tilfreds med.

Knoldene burde have været ud i solen og tørre – det skulle fremme den søde smag. Det var afgjort ikke et aktuelt scenarie i dag, så nu står de til tørring i mit køkken. Kommer solen i morgen, kan de komme ind i vindueskarmen. Der er mange anvisninger på opbevaring – fra tørt sand til avispapir. Jeg tror det bliver tørt sand – jeg har hentet noget ind til formålet. De skal opbevares køligt og frostfrit, og de skulle kunne holde sig i mange måneder, måske endda år.

Tilbage var så planten. Det er den, næste års planter skal komme fra. Knoldene kan ikke sættes, som man kan med georgineknolde og jordskokker. Planten har nogle små røde vækstknolde, hvor næste års spirer kommer. Planten kan deles næste forår, når spirerne viser sig. Man skal ikke dele den nu. Jeg har set en Youtube video, hvor det blev forsøgt, men med et dårligt resultat.

Jeg kan så se nu – ud fra Ida Soer Johannessens kommentar – se nedenfor, at jeg har gjort noget forkert. Jeg burde have efterladt mindst en knold til hver ny plante som madpakke. Det har jeg ikke set omtalt nogen steder, men det lyder helt rigtigt. Jeg tror der er nogle meget små tilbage, kan i hvert fald se en på billedet nedenfor. Måske skal jeg så ikke dele til forår. Jeg har på video set nogen skære vækstknolde af, når de har sat spirer. Jeg må prøve mig frem – og håbe på endnu flere deler deres erfaringer med en kommentar til mit indlæg.

Jeg er dog ret meget i tvivl om, hvad jeg skal plante den i. Jeg fik planten af Lars Holt sidste efterår som en lille plante i jord. Den stod på et uopvarmet, men frostfrit værelse ovenpå sidste vinter og stort set uden at vande den. Lige nu har jeg sat hele planten ned i en potte med den jord, der dryssede af planten. Muligvis er det for fugtigt, måske skal jeg have den ud igen og blande noget tørt sand i. Jeg er også i tvivl, om jeg skal proppe alle de rødder med ned i potten, eller fjerne dem.  Håber Lars kommer med et svar på Havelyst, hvor han har skrevet om deres erfaringer med at dyrke den gennem flere år. Er der andre, som har erfaringer med yacon, som de vil dele.?

Planten skal overleve – og jeg skal gerne have den opformeret og dyrke flere næste år.

Planten med de små røde vækstknolde, som skyder næste forår.
Planten har små røde vækstknolde, som skyder næste forår.

En af de knolde, som jeg gravede i, har vi prøvesmagt. Det er en helt utrolig sprød knold og meget læskende. Jeg har også læst, at den i Sydamerika har været brugt af rejsende til at få væske fra. Nyhøstet smager den ikke af så meget, måske lidt pæreagtig. Men smagen vil blive sødere, efter at den har været lagret en tid, nogle steder står der efter nytår. Men den er helt sikkert interessant at have som vintergrønsag/frugt. Har man mange, kan den også bages som rodfrugt. Vi vil nok spise den sprøde knold i skiver, og så vil jeg prøve at bruge den i salat.

Skrællen skal tages af - jeg skrællee den, da skrællen på den nyhøstede ikke kunne pilles af.
Skrællen skal tages af – jeg skrællede den, da skrællen på den nyhøstede yacon ikke kunne løsnes.

Yaconplanter kan købes hos Camilla Plum, måske kan den findes på plantemarkeder, eller måske er du så heldig at kende en, som allerede dyrker yacon og har planter i overskud i foråret.

Jeg har fundet en videnskabelig artikel om indholdsstoffer i yacon, som betragtes lidt som en helse plante.

Tilføjelse februar 2017: Der ligger nu en rigtig god artikel af Lars Holt: Yacon på Havenyt.di

 

 

5 thoughts on “Høst af yacon – i snevejr

  1. Vi opbevarer hele rodklumpen med knoldene på pakket ind i avis og lagt i en plastikpose som ikke lukkes. De klarer fint at overvintre ved alm. stuetemperatur f.eks i bunden af et skab.
    Du kan godt høste knoldene som du har gjort, men de holder længere ved først at blive plukket af roden når de skal spises. De knolde der knækker af når de tages op lægger vi i køleskabet i grøntsagskassen og glemmer alt om dem til efter jul, så er de dejligt søde og sprøde og en rigtig god kontrast u vinterens salater. Du skal også være opmærksom på at kronen som du planter og som bliver til næste års plante skal have mindst en knold med som “madpakke”.

    1. Tak for dit svar. Det blev jeg rigtig meget klogere af. Og måske lidt sent, da jeg har plukket alle de store knolde af. Det har jeg set på videoer, at de gør andre steder. Der er vist nogle meget små tilbage. Håber det går. Jeg henviser lige i mit indlæg til din kommentar.

  2. Der ser ud til at være tilstrækkelig med knolde på hjerteskuddet til at klare vinteren.
    Selv om knoldene knækker, har de en utrolig holdbarhed. Det er første gang i år, at jeg har sorteret uskadte og skadede i hver sin spand.

    Frosten laver først skade på knoldene, når den når ned i jorden. Jeg har stadig 5 planter stående ude, selv om vi har haft -5 gr. Det er jeg ikke bekymret for (men jeg kan jo blive klogere!).
    I 2014 fik de 8 graders frost ved den første nattefrost. Yacón holdt sig fint.
    Derimod gik de hjerteskud til, som jeg kun havde lagt ind i drivhuset med toppen på under en presenning – måske for megen fugt i for lang tid?

    1. Jeg har ikke prøvet at spise skrællen med, da jeg havde læst, at den kunne være bitter. Vi prøver at spise skrællen med – de ser jo fin ud, når den er vasket.

Skriv et svar til karna Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Denne hjemmeside bruger cookies. Hvis du fortsætter med at bruge siden, accepterer du brug af cookies.  Læs mere