Høst af vinterbroccoli – tre små hoveder

Bedst som jeg var i gang med at kultivere et bed mere til at sætte stikløg i, fik jeg pludselig øje på noget lilla. Og ja, det var rigtig nok: Et flot lilla broccolihoved sad der øverst og tronede på den ene af de tre vinterbroccoli, som kålfluens larver ikke havde taget livet af sidste sommer.

Flot mørklilla broccolihoved.

Det største og flotteste broccolihoved – også farvemæssigt. De bliver grønne ved kogning.

Da jeg kiggede lidt nærmere efter, så var der en plante mere, hvor der var to små hoveder. Så høsten i dag var 3 små hoveder, men de smagte fantastisk intenst. Jeg forkogte dem, lagde dem på to halve boller, dryssede revet ost på og gav dem en tur i ovnen.

På den anden plante er hovederne mere spinkle og lyslilla.

På den anden plante er hovederne mere spinkle og lyslilla.

Og endnu engang ØV for al den ravage, de larver lavede i mine kålbede sidste år. Tænk, hvis jeg havde haft de 24 planter af vinterbroccoli i 5 forskellige sorter, som jeg havde sået og plantet ud sidste år i maj. Men heldigvis spirer frøene i år – frøene har jeg hjembragt fra Skotland. Så nu får jeg en chance mere for at finde den bedste sort til min have. Jeg har et forår haft en hel række overvintrende planter, som gav mange, men små hoveder.

Tre små hoveder af vinterbroccoli.

Ikke den store mængde, men de smagte godt.

Ellers blev det ikke til så meget havearbejde i dag, da vi lige skulle slibe og male vores sejlbåd. Men jeg nåede da i haven i to timer og fik gjort to bede klar til at lægge stikløg i.

Bede til at lægge løg i.

Jorden er rigtig fin lige nu – her klargøres bede til løg.

Jeg venter nok lige til tirsdag med at lægge løgene, da der så er en chance for, at nattefrosten er væk. der var nattefrost her sidste nat, men jeg havde luret det og dækket alt i drivhuset og kartoflerne på friland.

Jorden er rigtig fin her hos mig på Vestlolland på trods af, at det er lerjord, så det er bare med at nå så mange bede som muligt inden regn. Jeg har besluttet, at jorden i år kun skal løsnes med kultivator ned i ca. 10 cm dybde. Hvis jorden længere ned føles blød og lækker, skal den ikke løsnes yderligere. Dog løsner jeg jorden med en gravegreb i de bede, hvor jeg skal sætte kartofler.

lille kultivator.

Det her er det vigtigste redskab i min have. En lille let kultivator. Her kultiverer jeg lupingødning ned med den.

Selvforsyning: Ud over de tre små broccoliskud har jeg i dag hentet et kæmpe bundt porrer til en porretærte. Heldigvis er porrerne stadig i fin kvalitet. Kun en enkelt kunne ikke bruges, resten var ikke engang begyndt at gå i stok. Så jeg kan fortsætte lidt endnu med friske porrer fra haven.

Lignende indlæg om min have

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

1 kommentarer

  • SVAR

    Jeg har ikke haft så store problemer med kållarver som du men det er kun fordi de fleste af mine kålplanter blev spist af rådyrene. Nu håber jeg at vi får tid til at sætte hegn om køkkenhaven mens vi får bygget sommerhuset om 🙂
    med venlig hilsen
    Susanne