Hønsehus og pløjet køkkenhave

Hønsehus og pløjet køkkenhave

Vi har det sjovt med vores nye legeplads på 3800 m2 grund. Vi købte nabogrunden sidste år 1. december, og lige siden har vi arbejdet mange timer med at rydde op, køre affald væk og fælde gamle udtjente og farlige træer. Nu er det lige før at de mange birketræer og frugttræer springer ud, græsset vokser, og anemoner og narcisser blomstrer. Hvor er det dejligt at have fået så meget ekstra plads at boltre sig på.

Tænk, jeg har fået egen anemoneplet med i købet.
Tænk, jeg har fået egen anemoneplet med i købet.
Tidligere ejere har plantet en stor plet med narcisser - der kommer tulipaner senere.
Tidligere ejere har plantet en stor plet med narcisser – der kommer tulipaner senere.

Med i købet fulgte også et par udhuse, bl.a. et lille hønsehus. Det har min mand nu brugt mange timer på at indrette indvendig, så det nu er klar til at en flok høns kan rykke ind. Nu mangler vi bare hønsene. Vi vil gerne have en race i den tunge ende, og gerne en race, som også ruger, så vi også kan blive selvforsynende med kyllinger. Hvis du kender nogen, som har en flok høns fra f.eks. 2017 til salg, så er vi interesserede. Vi regner med at en hane og 3 høner er en passende flok til os at starte med.

Hønsehuset er indflytningsklar.
Hønsehuset er indflytningsklar.
Smart detalje: vi kan åbne ude fra forrummet og hente æg uden at skulle ind i hønsehuset.
Smart detalje: Vi kan åbne to lemme ude fra forrummet med foder og hente æg uden at skulle ind i hønsehuset.

Vi har også bygget en lille voliere lige uden for hønsehuset, som er lavet helt rævesikker. Her kan de gå uden problemer, hvis vi ikke er hjemme. Men vi er på vej med et stort udeareal til dem, hvor de kan få masser af plads.

Volierenettet er gravet ned i 50 cm dybde plus der er sat 50 cm høje fliser ned uden for nettet.
Volierenettet er gravet ned i 50 cm dybde plus der er sat 50 cm høje fliser ned uden for nettet.

Vi har også fået pløjet min kommende køkkenmark op. Den er på godt 250 m2. Men pløjningen gik ikke helt som planlagt. Der var rigtig mange rødder fra fældede og nuværende træer, så vi kom ikke nok i dybden.

Køkkenmarken er blevet pløjet.
Køkkenmarken er blevet pløjet. Birketræerne er mod VNV, så de skygger fra sidst på eftermiddagen, men ellers er der sol her hele dagen.

Grønsværen  er endelig blevet vendt, så græsset vil over tid formulde – hvornår det sker, er det store spørgsmål. Jeg havde håbet på at kunne plante bl.a. majs, kål, artiskokker ud i maj og måske sætte lidt ekstra kartofler. Men det var inden det viste sig, at regnen fortsatte hele vinteren, og da foråret kom, blev det vinter. Fire måneder uden mulighed for at kunne pløje.

Jeg ved ikke helt, hvad der sker. Lige nu sår og planter jeg min gamle køkkenhave til, som jeg plejer. Den gør os jo næsten selvforsynende, så alt andet lige, så sker der ingen katastrofe, hvis køkkenmarken ikke kommer i avl i år. Men så slemt går det nok ikke. Jeg skal nok få et eller andet til at gro der – og jeg har sået rigeligt med planter. Udplantning tager jeg stilling til midt i maj. En god ven har tilbudt at komme og prøve at køre det igennem med en bedfræser i maj, hvis det er klar til det.

Jeg har dog allerede lavet lidt plantning af bærbuske ved siden af hønsehuset. Her er der et rundt jordbærstykke, som de tidligere ejere etablerede i 2016, og det har bredt sig ud til siderne. Jeg har lige fjernet en masse flerårigt ukrudt i bedet, så det ser lovende ud. Jordbærene er gode – vi havde fået lov at plukke dem sidste sommer.

Jeg har plantet en stor ribsbusk ved siden af jordbærbedet – den stod oprindelig midt i stykket til køkkenmarken. Desuden har jeg plantet lidt efterårshindbær og sommerhindbær, så der er lidt spiseligt også efter jordbærtiden. Der stod i forvejen en hyldebusk, og den har jeg plantet rababer rundt om som bunddække. Jeg havde pottet en del, da jeg fjernede et stykke rabarber, hvor min drivtunnel blev sat op for halvandet år siden. Det er en dejlig tidlig sort – og jeg kan godt lide frodige rabarberplanter.

I dag har jeg gravet størstedelen af min løvstikke op, delt det opgravede  og plantet den over på grunden et sted, hvor den kan få lov til at udvikle sig og blomstre til glæde for insekterne. Det er sådan en frodig og smuk plante. Jeg har også lavet en plantning med jordskokker – af en sort, der blomstrer. Jeg har læst at høns godt kan lide jordskokker, så er det rigtigt, er det godt vinterfoder.

Dejligt at have plads til at anlægge nyt.

.

4 thoughts on “Hønsehus og pløjet køkkenhave

  1. Herligt Karna ! Hønsehus og espalier ser bare proff ud. Kan du ikke sætte kartofler i det oppløjede stykke ? Har en fornemmelse af, at det er kartofler, man oftest starter med efter oppløjning af græs.

    1. Lige nu får det lov til at ligge hen, og så må vi se om et par uger, hvad jeg gør. Det er slet ikke muligt at sætte kartofler i det. Det er en vendt græstørv. Måske kan jeg plante i det. Men håber vi kan bearbejde det. Lige nu kigger der ny græs frem mange steder.

      1. Hej karna.
        Efter længer tids søgning på nettet faldet jeg over din side. Jeg har også lige pløjet et stykkke græs op der skal bruges til køkkenhave. Men jeg er i tvivl om næste skridt. Lige nu er det jo bare vendt jord med græstotter imellem. Har du et godt råd? Jeg vil gerne have kartofler i stykket
        Mvh. Karina

        1. Jeg står med nøjagtig samme problem. Så jeg vil egentlig hellere have et godt råd end give gode råd.

          Vi har pløjet et stykke op for nogle uger siden. Vi forsøgte at harve en stribe af det i dag, men holdt op igen. Venter lige og ser, om det bliver bedre, hvis det tørrer lidt mere. Der blevt store stykker med græstørv.Tror resten får lov til at ligge nogle uger endnu – men hvis vi får en tør maj, bliver et noget skidt. Jeg har kun planer om at få det jævnet så meget, at jeg kan plante kål, majs og andet ud i det som store planter. Måske det ender med at vi får en til at køre det igennem med en bedfræser midt i maj – det kræver også en let fugtig jord.Og uanset, hvad vi gør, så ender vi med en masse græstørvsstykker.

          Det gik faktisk bedre med et stykke jord, vi pløjede i dag og harvede med det samme, men her var græslaget også mindre. Her satser jeg på at harve nogle flere gange i de kommende dag og så smide græstørvene ud til siden og pløje engang til.Jeg skal bare bruge lidt til at sætte kartofler i plus plante en jordskokhæk ud mod vejen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Denne hjemmeside bruger cookies. Hvis du fortsætter med at bruge siden, accepterer du brug af cookies.  Læs mere