Forkultivering af kål i drivhuset

Forkultivering af kål i drivhuset

Det har været så dejligt at kunne få lavet lidt i haven idag. Jeg har været forkølet i flere dage, og i går lå jeg og sov en stor del af dagen. Rigtig dårlig timing, når der er så meget, jeg har brug for at gå i gang med derude lige nu. Så i dag var jeg iført ekstra udstyr i form af uldne underbukser, hotsocks og halsedisse.

Jeg fandt ret hurtigt ud af, at det var bedst at blive i drivtunnelen, hvor der var så dejligt lunt, at jeg besluttede, at tomat-, chili-, peber- og aubergineplanterne kunne få lov til at komme på deres første dagstur i drivtunnelen.

Tomatplanterne er sået for en måneds tid siden.
Tomatplanterne er sået for en måneds tid siden.
Chili- og peberplanter.
Chili- og peberplanter.

På billederne er aubergineplanterne ikke med, for de måtte pludselig meget hurtigt ind i huset igen, da de begyndte at hænge med bladene. Jeg syntes ikke, at de var tørre, men de fik efterfølgende lidt vand og blev sat uden for direkte sollys. Her til aften var det kun den ene, som ser ud til at have taget varig skade.

Den ene aubergineplante går nok til.
Den ene aubergineplante går nok til.

Heldigvis har jeg tre andre auberginesorter, som er ved at være klar til at blive plantet ud i potter. Men jeg har lært på den hårde måde, at små aubergineplanter ikke bryder sig om dagsophold i drivtunnelen i marts. Jeg har spurgt på Facebook, og her sagde flere, at de først satte aubergine ud i drivhuset i maj.

Temperaturmæssigt var der lige så varmt i drivtunnelen som indenfor, men de fik givet idt kulde og blæst på vej derned. Og der var to åbne vinduer i hver sin ende af drivtunnelen for at holde temperaturen nede, og det giver lidt vind derinde. Tomater, chili og peber havde det fint og kom først ind en halv times tid før solnedgang.

I eftermiddag har jeg sået kål – og det er et stort arbejde med mange sorter, der skal holdes styr på. Heldigvis havde jeg lavet planlægningen allerede og var begyndt at fylde kasser og rootrainere med såjord. I bunden har jeg en næsten omsat kompost med ganske lidt lupingødning blandet i. Den øverste såjord er overfladejord fra sidste års tomatdyrkning i drivhuset. Det er en rigtig fin såjord. I rootrainerne blander jeg lidt sand i jorden. I kasserne har jeg aldrig gjort det.

I år sår jeg alle kål i rootrainere, da udplantningen gik rigtig godt sidste år, hvor planterne hurtigt kom i god vækst efter udplantningen i første halvdel af maj. Porrer og forårsløg sår jeg i de store kasser, hvor de står, til de skal plantes ud sidst i maj, når de er store nok.

Såkasser med jord til porrer og forårsløg. rootrainerne skal efter såning sættes ned i de andre kasser.
Såkasser med jord til porrer og forårsløg. rootrainerne skal efter såning sættes ned i de andre kasser.Buerne er sat op, så der ved kolde nætter hurtigt kan dækkes med fiberdug.

 

Jeg har i dag sået 5 rootrainere til med efterårs- og vinterkål. I forvejen står der i drivtunnelen to rootrainere med små planter af tidlige spidskål, blomkål og knudekål.

I dag har jeg sået:

20 rødkål – Rodynda

20 hvidkål – Marner Lagerweiss

40 vinterrosenkål – 16 Trafalgar, 4 Rubine, 12 Brendan, 8 Fillbasket.

8 January King Extra Late

8 January King no 3

8 savoykål

8 rød efterårsspidskål – Kalibos

8 Filderkraut efterårshvidkål

8 Stonehead sommerhvidkål

8 Ironman broccoli

8 Waltham broccoli

Det ser overvældende ud, og det bliver sikkert også flere planter, end der er plads til ude i haven. Og det burde også være flere, end vi kan nå at spise, selvom vi spiser rigtig mange kål. Men der er altid nogle, som ikke spirer, eller går til undervejs. Det sker også, at kålfluer og andre skadegørere tager livet af nogle kålplanter kort tid efter udplantning, så der må efterplantes.

Her står alle de kål, som skal give os mad på bordet i det næste års tid.
Her står alle de kål, som skal give os rigtig meget mad på bordet i det næste års tid.

I morgen skal der sås porrer og forårsløg. Jeg mangler også at så krydderurter.

På vej ind i aften høstede jeg en stor buket asiatiske blade til at snitte i salaten. Ved siden af står knudekål, som er ved at gå i stok – de har friske, nye blade, som også smager godt. Bladkålen af sorten Fizz sætter også nye blade, og den er ikke på vej i blomst endnu. Den har dog en lidt mere bitter smag hen ad palmekål – jeg synes den var mildere i efteråret.

Lige ovenover bedet med sennep, komatsuna og mizuna står bakken med forkultiverede planter af blandt andet asiatiske bladgrønsager. Det kom der dette billede ud af.

Store blade af sennep Red Giant, Rød Komatsuna og mizuna på vej i blomst.
Imponerende store blade af sennep Red Giant, Rød Komatsuna og mizuna på vej i blomst.

 

One thought on “Forkultivering af kål i drivhuset

Skriv et svar til Maria - Livsnyderhaven.dk Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Denne hjemmeside bruger cookies. Hvis du fortsætter med at bruge siden, accepterer du brug af cookies.  Læs mere