Forårshøns og skrukhøne på æg

Forårshøns og skrukhøne på æg

Det er forår i hønsegården. Hanen galer og træder hønerne flittigt, og flere er mere eller mindre skrukke. Foreløbig har vi en skrukhøne, som nu har ligget på 10 æg i 11 døgn. Det er en ung La Bressehøne fra i sommers. Racen skulle ifølge racebeskrivelser ikke ruge kyllinger ud. Heldigvis ser det ud til, at vi ikke er alene om at have en skruk La Bresse, så der er håb for de haveejere, der har La Bresse og gerne vil have kyllinger på den naturlige måde.

Bardot ligger så fint på reden og varmer sine 10 æg.

Skrukhønen, Bardot, er en dejlig høne, som klukker sagte, når vi kommer, og hun hakker ikke, som skrukhøns eller gerne gør. Hun ligger meget fast på æggene. Vi tager hende af hver eftermiddag, så hun kan spise og skide. Men så snart de to ting og en evt. fjerpudsning er overstået, så tænker hun kun på at komme tilbage på sine æg. Underligt nok vil hun ikke drikke, og det bekymrer os lidt. Vi giver hende derfor udblødt og spiret hvede og lidt firkanter af opblødt franskbrød, så hun ikke kun spiser tørt korn, som hun helst vil have. Vi glæder os så meget til, at der kommer små kyllinger den 24.-25. marts. Det er spændende, hvor mange kyllinger, der kommer ud af de 10 æg.

Vi har givet hønsene et større areal at gå på, da hønsegården efter en lang vinter efterhånden kun var brun. Men det øverste jordlag er utroligt luftig og lækker jord og helt sikkert godt gødet. Jeg har en plan om at stjæle jord til at blande i min plantejord om en månedstid. Jeg ved ikke helt, hvor meget jeg tør blande i, da jeg ingen erfaring har med frisk hønsemøg.

Vi har købt et flytbart hegn på 50 m, da jeg ikke vil have høns i køkkenhaven, hvor der stadig er mange afgrøder, som jeg høster af. Det kan vi sætte op, så de får et stykke græs at gå på. De græsser flittigt og æder den smule nyvækst, som er der. Senest har de fået et stykke jord yderligere, hvor jeg har ryddet brombærbuske. Se det er hønseliv at skrabe et nyt sted med masser af frø, regnorme og kriblekrabler. Og så bliver jorden fin til at plante bærbuske i om kort tid.

Jeg har selv gravet et mindre stykke jord af det tidligere brombærkrat, som dækkede mindst 50m2. Jorden er helt fantastisk muldet og fin – også i dybden. Jeg gravede et 60 cm dybt hul til at plante et nyt æbletræ i, uden at jeg nåede ned i råjorden. På der lille gravede areal har jeg plantet små planter af ribs- og solstikbuske ud. Ribsbuskene er stiklinger, som jeg stak sidste vinter, men de voksede stort set ikke i den varme og tørre sommer. Nu håber jeg at de kan få fat – nu er jorden i hvert fald våd nok.

Det flytbare hegn er både hurtigt at sætte op og flytte til et nyt sted. Her har de fået et stykke jord, hvor der har ligget grenaffald, som de kan skrabe i.

2 thoughts on “Forårshøns og skrukhøne på æg

  1. Må jeg spørge, hvordan du er tilfreds med dit flytbare hønsehegn?
    Jeg har hidtil indhegnet min have med trådhegn og hegns”pæle” af metal. Det er i lange længder noget vanskeligt håndterbart, men når det først er sat op står det stabilt.
    Da køkkenhaven vokser i størrelse og placering, har jeg brug for at supplere og overvejer nu det, som du her har fortalt om.
    Venlig hilsen
    Pia J.

    1. Vi er rigtig tilfredse med det. Vi har flyttet det flere gange, så hønsene nu får adgang til forskellige områder. Det vil også være fint til at indhegne køkkenhaven med. Jeg har planer om at indhegne dele af køkkenhaven med det næste vinter, så jeg kan slippe dem løs uden at de kan komme til vintergrønsagerne. Men det kræver jo lidt planlægning at få de overvintrende afgrøder samlet.

      Hegnet er i noget kraftigt net, og selv om pælene er i kunststof, holder de fint nok. Men hvis hegnet skal ændre retning i knæk, banker vi lige en pæl i og binder det til foroven med en snor. Vi har nogle tynde jernpæl, som er lette at banke i – og få op igen. Der er nogle pløkke med, som sikkert også kan bruges, men vi valgte pælene. Der kan sættes strømkilde til, men det har vi ikke afprøvet, da vi ikke har investeret i det. Jeg tror ikke, at man kan flytte det alene – vi har været to om det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Denne hjemmeside bruger cookies. Hvis du fortsætter med at bruge siden, accepterer du brug af cookies.  Læs mere