Den store thuja blev fældet

Den store thuja blev fældet

I går eftermiddags kom vores træfældere lige forbi og lagde to træer ned. Med store træer tager vi ingen chancer – her bruger vi professionel hjælp. Det betyder også, at træerne bliver lagt den vej, hvor det er mest hensigtsmæssigt for havens øvrige træer og planter.

Først fik vi fældet et gammelt råddent blommetræ, som kunne være væltet i en storm og have ramt vores udhus. Vores naboer vil have køkkenhave på den anden side af hækken, og blommetræet stod helt op til skel. Vi besluttede derfor i fællesskab, at vi kunne lægge blommetræet ind på deres græsplæne nu, inden stykket en af de kommmende dage fræses op til køkkenhave. En rigtig god løsning for alle parter. Skulle vi have haft det fældet på egen grund, skulle det have været savet ned i stykker fra toppen. Samtidig har de ryddet en række mirabelletræer i skellet, ogdet giver lys til den thujahæk, som står på vores side, så den bliver fælles hæk. Dejligt med et godt naboskab. Blommetræet er nu savet op og fjernet. Og de kan komme i gang med at etablere køkkenhave.

Råd i fældet blommetræ
Blommetræet var i den grad angrebet af råd.

Næste punkt var, at den store thuja skulle fældes. I forvejen havde vi fældet et Ingrid Marie æbletræ, en kristtorn og et surkirsebærtræ. Thujaen skulle fældes i den retning, da den her ikke ville beskadige noget.

Thuja og kastanjetræ
Sidste billede af den store thuja – højere end det store gamle kastanjetræ.

Thujaen blev savet ned nogle meter oppe, så det godt 10 meter høje træ ikke nåede hen til mine to vinespalier, når det faldt. Et lidt imponerende træ – som jeg har lavet fra en lille kvist taget i skoven. Træet blev fældet og faldt heldigvis, hvor det skulle. Stammen var ellers begyndt at vise tegn på at flække, så der blev en lidt anspændt stemning. Det viser bare, hvor forsigtig man skal være med selv at fælde. Vi havde helt sikkert ikke set den lille revne som et faresignal. Var det flækket mere, ville retningen have været uforudsigelig. Nu fik de det ned det rigtige sted. Det stod ikke så langt fra det andet nabohus.

Fældning af thuja.
Thujaen falder.

I modsætning til blommetræet, så var thujaen helt frisk, og den var lidt sej at få fældet. Der var de 38 årringe, som der skulle være.

Thuja med 38 årringe.
Thuja med 38 årringe.

Det ser lidt uoverskueligt ud med de mange, mange grene, som skal fjernes. Vi har brugt et par timer i dag, og et nået godt halvvejs.

Thuja har mange grene.
Der er virkelig mange grene, der skal fjernes.

Det har givet utrolig meget lys og plads i den nederste del af haven. Der er fint plads til den drivtunnel på 24 m2, som nu er bestilt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Denne hjemmeside bruger cookies. Hvis du fortsætter med at bruge siden, accepterer du brug af cookies.  Læs mere