Bønner til at komme i fryseren

Der er mange bønner i min have lige nu. Så mange at vi ikke kan følge med til at spise dem.

Jeg har sået 4 sorter af stangbønner i det tidlige hold . To brede snitbønner: Algarve og Eva. Og to runde mindre bønner: Bernerjungfrauen og Blue Lake. Vi har længe spist af Algarve og Eva, som begge er tidlige og klar til at spise på samme tid. Vi kan rigtig godt lide de brede snitbønner, som har meget smag.

Algarve er bredere end Eva. Algarve har givet størst udbytte, men den står også placeret bedre end Eva. Så derfor skal jeg have begge to igen til næste år – der er reserveret bælge til frø. Der er ikke den store forskel på dem smagsmæssigt. Men de skal også lige vurderes på, hvor egnede de er til at fryse ned, da jeg gemmer en del bønner i fryseren til vinterhalvåret og ikke mindst The Hungry Gap i foråret.

Bernerjungfrauen og Blue Lake er senere. De er runde, Blue Lake er trods navnet grøn, Bernerjungfrauen er grøn med lilla. De er meget forskellige.

Bernerlandfrauen er en smuk bønne, men ikke så mange ansat - endnu.

Bernerlandfrauen er en smuk bønne, men ikke så mange ansat – endnu.

Blue Lake har jeg dyrket i mange år, og den ret lille runde bønne har en rigtig god intens bønnesmag. Bernerjungfrauen er mere tør i det end Blue Lake, som har helt anden lidt fed konsistens, som er med til at give den gode smag. Bernerjungfrauen skal virkelig høstes i tide, da den får hinder inden i bælgen meget hurtigt, hvis der udvikles frø. Blue Lake smager godt som lille bønne,  men har stadig en fin smag og konsistens, hvis den får lov til at vokse sig større, og kan så bruges som snittebønne. God til stuvede bønner – det får vi en gang hver sommer. Kan også høstes som tørrebønne, hvis den sås tidligt. Blue Lake giver et stort udbytte. Bernerjungfrauen har indtil nu givet ret få bønner – håber det ændrer sig, ellers er udbyttet også en skuffelse.

I dag har jeg plukket bønner på alle fire bønnestativer, og det gav en stor høst. Jeg tog de flotteste af Algarve og alle af Blue Lake og kom dem i plastposer og i køleskabet. De skal bruges her i weekenden, hvor vi får gæster. Resten kom i fryseren.

Nippe bønner inden blanchering.

Klar til at nippe enderne af bønnerne inden blanchering. Fra venstre: Bernerlandfrauen, Algarve, Eva. Bagerst fra venstre i poser: Algarve og Blue Lake.

Bønner skal blancheres, inden de kan fryses ned. Det vil sige, at de skal koges kortvarigt i vand, inden de fryses ned. For at få en god kvalitet af frosne bønner, skal de hurtigt op i kog, og hurtigt køles ned efter blancheringen. Derfor skal der bruges en stor portion vand i gryden, og fuld varme under, mens de bringes i kog. De køles ned i adskillige hold koldt vand. Blancheringstiden er nogle få minutter for små tynde bønner, lidt mere for de lange snitbønner, som jeg skærer i passende stykker, inden blancheringen. De skal miste den sprøde konsistens, men må ikke være kogte.

Efter blancheringen skal bønnerne køles hurtigt af i koldt vand, og derefter dryppe godt af.

Efter blancheringen skal bønnerne køles hurtigt af i koldt vand, og derefter dryppe godt af.

I dag var aftensmaden af de enkle: Stuvet hvidkål, en skive rugbrød og frikadeller med tophvidløg stegt i ovnen. Jeg lavede en stor portion frikadeller og halvdelen med topløg. De skal på frokostbordet i morgen til gæsterne. Nu har jeg desværre allerede brugt alle mine topløg – de er ikke længere spild, men gourmetmad. Jeg har en posefuld i fryseren, som jeg gemmer til foråret, når jeg ikke har flere hvidløg.

Frikadeller med topløg.

Frikadeller med et halvt topløg i hver.

Lignende indlæg om min have

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

4 kommentarer

  • SVAR

    Hej Karna,

    Nu er det jo ved at være tid for at samle frø. Jeg ved, at der er mange forskellige måder at opbevare frøene på. Men hvad er din erfaring ? Hvordan opbevarer du alle dine frø ?

    Hilsen Lena

    • SVAR

      Når de er godt tørre kommer jeg dem i papirsposer, og så opbevares de i et tørt tum, hvor temperaturen vinteren over ikke kommer meget over 15-17°. Det er vigtigere at stedet er tørt, end det er meget koldt. Mine frø står i pap- og trækasser. Jeg tror det er vigtigt ikke at komme dem i noget alt for tæt, frø er jo levende. Ellers skal det være lufttæt, og så skal man være 100% sikker på, frøene er helt tørre, evt. bruge sillicagel til tørring. Jo mere tørt og køligt, jo længere tid holder frøene spireenergien. Jeg har planer om i år at flytte frøene til 1. sal, hvor der ikke er varme på, men frostfrit. Men det er ikke nødvendigt for at hjemmehøstede frø bevarer minimum den årrække, de opgives til. Der er en oversigt over det på Havenyt.dk:
      http://www.havenyt.dk/artikler/dyrkningsmetoder/froe_og_saaning/1312.html
      Se også den her artikel: Opbevaring af frø
      http://www.havenyt.dk/artikler/dyrkningsmetoder/froe_og_saaning/412.html

  • SVAR

    Hej Karna
    Jeg har svært ved finde frø til brede snitbønner hos frøforhandlerne. Hvor kan jeg f.eks. købe Algarve og Eva bønnefrø?
    vh Henrik