Ærtestativ, knoldfennikel og hækklipning

Jeg holder allermest af haven her midt i juni, og lige nu er den fantastisk dejlig. Grøn og frodig og alting vokser så godt. Og dag for dag er der nye ting at høste.

Buketroser er så smukke sammen med den blomstrende salvie.

Buketroser er så smukke sammen med den blomstrende salvie. Egentlig er det mit krydderurtebed.

Vi er vilde med knoldfennikel skåret i tynde skiver og vendt i en dressing af olivenolie og masser af citronsaft. I dag var den første knoldfennikel stor og svulmende – klar til at spise. Jeg har læst, at man skal sørge for at knolden er fri af jorden, da den ellers bliver en høj knold uden at svulme rigtigt. Den her var perfekt, men bedet med knoldfennikel bliver også forkælet med vand.

En helt perfekt knoldfennikel.

En helt perfekt knoldfennikel.

I dag fik vi den første lange agurk af sorten Styx. Jeg havde bare bestilt Styx – kunne huske, at jeg tidligere havde dyrket sorten. Og var helt sikker på, at det var en skoleagurk. Men efterhånden erkende, at den blev længere og længere uden at blive klar til at høste. I dag høstede jeg den første – mens den endnu var tynd og lækker. Hold da op, hvor den smagte godt høstet tidligt. Faktisk bedre en mine Passandra skoleagurker. Så nu har jeg to af hver sort. Så kan selv to store børnebørn vel få agurker nok, når de kommer på ferie om 14 dage.

Jeg har lovet mine børnebørn, at der er ærter, når de kommer på ferie. Det er risikabelt for min troværdighed at udstede den slags garantier. Sigismund kommer på ferie med sin mor fra onsdag – og så skulle der gerne være ærter. Jeg tror at de første sukkerærter når det. Og der er forhåbentlig nogle tilbage til om 14 dage. Jeg har et hold, som står lidt mere i skygge og først er ved at begynde at blomstre nu.

Sukkerærter

Nu kan jeg se de første små bælge af sukkeærter.

Næste hold ærter er marværten JOF, som jeg vedligeholder for Frøsamlerne. Den har lige fået sat ærtehegn op – i tide til at klatretrådene kan gribe fat. Jeg har masser af bambus i haven, så jeg har bundter stående klar til brug. Det er hurtigt at sætte op.

Først sættes en række bambus ned med en skrå hældning i den ene retning

Først sættes en række bambus ned med en skrå hældning i den ene retning

Derefter sættes der bambus om med skrå hældning den anden vej.

Derefter sættes der bambus om med skrå hældning den anden vej. De flettes ind, så de går skiftevis foran og bagom bambuspindene med den modsatte hældning.

Et stabilt ærtehegn til ærter op til 150 cm højde.

Et stabilt ærtehegn til ærter op til 150 cm højde.

 

Selv om haven nu er sået og plantet til, er der stadig mange ting, der venter på at blive gjort. Planterne i drivhuset skal bindes op, knibes og vandes. Der skal hakkes ukrudt, jorddækkes, bindes hindbær og brombærranker op osv.

Nu er det tid til at begynde at klippe de løvfældende hække. Her har jeg allerede været i gang de steder hvor køkkenhavens bede går næsten helt ud til hækkene, så grønsager og hindbær kan få mest muligt sol. I den kommende tid klipper jeg, når tid og vejr tillader det. Jeg bruger en almindelig hæksaks og nyder at klippe i stedet for at bøvle rundt med en ledning. I går blev hækaffaldet lagt i bunden af et nyetableret hindbærbed plantet i efteråret.

 

Syrenhæk er blevet klippet tilbage, så grønsager og hindbær kan få lys.

Syrenhækken er blevet klippet tilbage, så grønsager og hindbær kan få lys. Nu skal den bare klippes fra den anden side.

I dag blæste det så vildt, at jeg valgte at bruge nogle timer på rengøring af vores hus – det er blevet lidt nedprioriteret i april og maj måned. I morgen bliver det heldigvis mere sommerligt igen – og så kommer haven igen i første række.

 

 

 

Lignende indlæg om min have

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *